BREXIT, Trump og det postfaktuelle demokrati | Kronik | Ræson | 30.06.2016

DA SOLEN STOD OP om morgenen den 24. juni 2016, leverede lederen for det EU-skeptiske parti UKIP, Nigel Farage, en tale, der udråbte afstemningsresultatet som en “sejr for almindelige, mennesker og anstændige mennesker”. Sejren cementerede ifølge den politiske leder Leave-kampagnens løfter om at “vinde denne krig”: “Vi vil få vores land tilbage, vi vil få vores selvstændighed tilbage og vi vil få vores grænser tilbage”. Alligevel ved de fleste briter godt, at afstemningen ikke giver dem deres land, uafhængighed eller grænser tilbage. Der skal derimod hårde, komplicerede og – i manges optik – helt urealistiske og deciderede umulige forhandlinger med EU til at realisere Leave-fløjens løfter. For eksempel er det urealistisk at ville have adgang til EUs indre marked og samtidig ikke acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed. Her kan man ret beset tale om at ville blæse og have mel i munden på samme tid.