20 opfindere kæmper om anerkendelse og respekt fra den uimponerede
dommer, Vincent F. Hendricks, som kvitterer med en kontant - men
konstruktiv - anmeldelse af deres opfindelse.
Dødelige sygdomme, CO2-udslip, affaldsbjerge og fejlernæring.
Problemer i samfundet er der nok af, men hvem kan virkelig løse dem?
Det ved Vincent F. Hendricks, en dansk professor i filosofi og logik
med international berømmelse. Kravet til opfinderne er, at deres
opfindelse skal hjælpe menneskeheden – hverken mere eller mindre.
Men så gør det heller ikke noget, at opfinderen ved, hvordan der kan
spindes guld og mammon på opfindelsen – også i udlandet.
I Gal eller Genial kigger Hendricks nærmere på 20 opfindelser i
udviklingsstadiet fra hele Danmark. Opfinderne og deres opfindelser
præsenteres i det miljø hvor de er skabt – fra det lille skur i en
flække på Bornholm til store, velsmurte udviklingsafdelinger i
Danmarks største virksomheder.
Derefter inviteres opfinderen ind på Vincents futuristiske og
lettere intimiderende kontor –Her skal han kort og præcist forsvare
sin opfindelse, med alt hvad han har lært.
Og så falder dommen… Vincent Hendricks lader sig ikke let imponere
når han til sidst uddeler “lys-pærer” for opfindelsens originalitet,
risiko og potentiale samt opfinderens vilje, erfaring og ikke mindst
mod. Se hvem der slipper ud af Vincents kontor med top-karakterer
når jagten går ind på Danmarks bedste opfindelser fra tirsdag den 6.
april.
Serien er produceret af Highwire for DR2
Titel: Gal eller Genial
Format: Serie på 10 x 18.30 minutter
Produktion: Highwire ApS ved producent Jacob Kofler